Menu

Nyt trænerteam U17 liga

image
22. juli 2020 kl. 14:48

Glamsbjerg IF har indgået aftale med Mads Fischer, 41 år, som ny træner for U17 liga 2.

Mads Fischer er et velkendt ansigt i GIF og kommer med stor trænererfaring i bagagen. Han startede allerede som 4-årig på podeholdet I GIF og har siden spillet både ungdoms- og seniorfodbold i klubben. Som 14-årig debuterede han desuden som ungdomstræner. I 2000 fik han jobmæssige nye udfordringer i København og flyttede dermed bopæl til Frederiksberg. Fodbolden blev ikke lagt på hylden og en ny tid som både træner og seniorformand i Frederiksberg Boldklub fulgte. For 3 år siden vendte Mads tilbage til Fyn, hvor han startede op som selvstændig indenfor marketing og bor nu i Dalum med kæreste og hendes 3 børn.

Mads Fischer ser frem til at vende tilbage
- Glamsbjerg IF har altid haft en særlig plads i mit hjerte, både som frivillig, spiller eller som træner. Jeg har spillet hele min ungdom og seniortid i Glamsbjerg, inden København kaldte. Det første år tog jeg turen til Fyn hver weekend for at spille kampene, men det blev tidsmæssig for stor en udfordring på den lange bane.

- Nu glæder jeg mig til at kunne vende tilbage til Dalen og GIF. Der venter mig en udfordrende opgave i at videreudvikle en meget talentfuld trup, som jeg længe har hørt gode ting om. Målet er at fastholde mulighederne for at spille U17 fodbold i Glamsbjerg, på et højt niveau og i den gode ende af tabellen. Samtidig ser jeg en vigtig opgave i at forberede og forbedre de unge spilleres overgang fra ungdom til senior og ikke mindst videreføre den stærke GIF kultur.

Assistenttræner
Med på sidelinjen får Mads Fischer følgeskab af assistenttræner Hans-Kristian Sandell Olsen, 45 år, der ligeledes har GIF’s dna i årerne. Hans-Kristian har spillet i den gule GIF-trøje i stort set alle ungdomsårene, men også som seniorspiller på både Fynsserie og serierne 1, 2, 3 og 4. I dag udfolder han sine fodboldfærdigheder på klubbens OB70 hold (veteran) og indtil videre er det blevet til hele 26 år i GIF.

Hans-Kristian er ”klubbens mand”, der også har taget sin tørn som frivillig i klubben. Han har både været i bestyrelsen (som aktivitetsformand), koordinator og træner for vores fodboldskole og ungdomstræner igennem 8 år. Dengang hed det lilleput, drenge og junior. I denne periode havde han faktisk Mads Fischer som hjælpetræner i nogle år 😊.

Drenge U17 Liga 2 træner tirsdag og torsdag fra kl. 17-18.30 på banerne ved Kunstbanen, Langbygårdsvej i Glamsbjerg. Træningsstart: tirsdag den 21. juli 2020.