1402

Vedtægter for Glamsbjerg IdrætsforeningUdskriv side

§1
Foreningens navn er Glamsbjerg Idrætsforening. Foreningen er stiftet d. 3. September 1914 og har hjemsted i Assens Kommune.

§2
Foreningens formål er at fremme interessen for kendskabet til fodboldspillet, samt at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel gennem udøvelse af spillet samt ved kammeratskab at vise sportslig holdning over for hinanden og modstandere.

§3
Foreningen er tilsluttet Fyns Boldspil Union og herigennem DBU og DIF, hvis love og regler foreningen er undergivet.

Medlemsskab

§4
Som aktiv eller passiv medlem kan optages enhver, der vedkender sig foreningens love og regler. 2/3 af bestyrelsen kan dog nægte optagelse. I tilfælde af nægtelse skal spørgsmålet forelægges den følgende generalforsamling, dersom den pågældende ønsker det.

§5
Indmeldelse sker skriftligt. Et registreret medlem forbliver medlem af klubben, indtil vedkommende ved skriftlig henvendelse til kasseren har meddelt udmeldelse. Der betales kontingent til udgangen af den opkrævningsperiode, hvori udmeldelse sker. Såfremt et medlem skylder forfalden kontingent i mere end 3 måneder og ikke betaler ved påkrav, kan medlemmet slettes og kun genoptages ved betaling af restance samt nyt kontingentbidrag. Kontingentet fastsættes af bestyrelsen, dog minimum det for FBU fastsatte beløb.

§6
Bestyrelsen har ret til at ekskludere et medlem, der ikke efterlever vedtægterne eller ved sin adfærd miskrediterer foreningen, såfremt 2/3 af bestyrelsen stemmer herfor. Beslutningen skal fremlægges på førstkommende generalforsamling.

Bestyrelsen

§7
Foreningen ledes af en bestyrelse, der består af 9 medlemmer, hvoraf 7 vælges på generalforsamlingen jvf. §12, pkt.5 for 2 år ad gangen, suppleanter dog kun et år. GIF´s støtte og Forældreforening samt Team Glamsbjerg udpeger hvert et medlem til bestyrelsen.

§8
Bestyrelsen sammensættes som beskrevet under §12 pkt. 5. Bestyrelsen kan selv fastsætte sin forretningsorden. Et medlem fungerer som næstformand. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter eget ønske samt supplere bestyrelsen med spillerrepræsentant fra Seniorafdelingen. Denne vælges inden udgangen af Marts måned.

§9
Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden finder det nødvendigt, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 medlemmer er fremmødt. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende og ved dennes fravær den fungerende formands.

§10
Vedtagelse i bestyrelsen kræver, at over halvdelen stemmer herfor. Bestyrelsen fører beslutningsprotokol, der underskrives af alle fremmødte.

Regnskab og revision

§11
Foreningens regnskab er 1. November - 31. Oktober. Regnskabet skal fremlægges på generalforsamlingen, revideret af 2 uden for bestyrelsen valgte revisorer. Revisorer og suppleanter vælges på generalforsamlingen for et år ad gangen. Kassereren fremlægger på generalforsamlingen budget for det kommende år.

Generalforsamling

§12
Den ordinære generalforsamling afholdes inden medio December måned med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent
2. Aflæggelse af beretning
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab
4. Behandling af forslag
5. Valg af bestyrelse. 
    Ulige år vælges 3 medlemmer
    Lige år vælges 4 medlemmer
    Bestyrelsen konstituerer sig herefter med følgende:
    a) Formand
    b) Næstformand
    c) Kasserer
    d) Øvrie medlemmer; med de af bestyrelsen valgte poster
6. Valg af 2 suppleanter, 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
7. Eventuelt

§13
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer stiller krav herom med forslag til dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at krav herom er modtaget, og indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling. Indvarsling af generalforsamling sker ved annonce i lokalt blad med mindst 14 dages varsel. Forslag, der ønskes behandlet, skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse. Kun fremmødte medlemmer, der er fyldt 16 år og med gyldigt medlemsbevis, har stemmeret. Alle sager afgøres ved almindelig stemmeflertal, med undtagelse af ændring af vedtægter, der kræver mindst 2/3 af de afgivne stemmer for forslaget og § 14. Skriftlig afstemning kan efter ønske foretages.

Opløsning

§14
Til foreningens opløsning kræves mindst 2/3 majoritet af samtlige foreningens stemmeberettigede medlemmer. Er 2/3 af medlemmerne ikke til stede ved generalforsamlingen, kan bestyrelsen senest 4 uger indkalde til en ny generalforsamling, hvor opløsningen kan vedtages med 2/3 ad de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer. Foreningens midler tilfalder ved opløsning formål, der virker for idræts og ungdomsarbejdet i Assens kommune.

Tegning - hæftelse

§15
Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgående forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue. Medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelser over for foreningen, ud over kontingent forpligtelsen. Foreningen forpligtes ved underskrift af 3 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf formanden eller næstformand og kasserer. Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom, herunder låneoptagelse tegnes foreningen af den samlede bestyrelse. Låneoptagelse kan kun ske efter forudgående vedtagelse på generalforsamling. Bestyrelsen kan meddele kassereren fuldmagt til at disponere på konti.


Således vedtaget den. 7 December 1995
Niels Fischer sign/dirigent

Ændret ved generalforsamlingen den 11. December 2008
Ændret ved generalforsamlingen den 3. December 2009